Søndag d. 14 maj bliver en spændende dag. På Danmarks største internationale dag på Charlottenlund Travbane, har vi tre af vores afkom til start og de to af dem har samme mor i Elegante Frökjär ( Blackhawk og Slide so Easy ). Flot min tøs ! Winther lægger ud i 2.løb. Han gik rigtig flot i sin sidste start som vinder i 1.15.6 autostart. Kan han samme tid i snorestart som det er nu, er han ikke uden chance for at være med fremme hvor det foregår. I 7 løb skal vi se Blackhawk. En fantastisk smuk sort hingst som desværre har trukket værste spor af alle no. 12 bag bilen. Det er bare at håbe på hårdt tempo hele rejsen, så skal han nok æde mange til slut men decideret vinderchance ser jeg ham ikke fra det dårlige spor. Han køres af Steen Juul og på en eller anden måde føler man sig tryg med Steen ved rorpinden. Det kan aldrig gå helt galt og hvis nogen kan “trylle”, er det Steen. Den sidste som skal ud er Slide so Easy. Den vinder ! To gange har han været ude i år. Første gang let vinder og anden gang fik han dødens ( udvendig på den førende uden ryg ) men alligevel satte han ny rek. 1.10.4 og holdt flot hjem. Det ligner spids og slut og han er da også tippet som “dagens blanke” i programmet men husk nu, trav er trav og alt kan ske og det er netop charmen ved væddeløb. Væddeløb skal opleves live, så det er bare om at få løftet rumpetten fra sofaen og tage en tur til Lunden. Det bliver rigtig dejlig vejr til væddeløb 🙂 og I får lige et foto af dejlige Blackhawk til at slutte af med.